Følg dine efterladenskaber fra start til slut
Når du sidder der på tønden og skylder ud, tænker du så på, hvor dine efterladenskaber egentlig ryger hen? Denne kampagne giver dig svaret.
Kampagnen Flushtracker er udarbejdet af det engelske bureau Lean Mean Fighting Machine for World Toilet Organisation (vidste ikke engang at der fandtes sådan en organisation). På det tilhørende website kan du fortælle, hvor og hvornår du sidst har været på tønden. Herefter kan du følge dine efterladenskabers vej fra tønde til destination. Nogle gange er dette en lang rejse. Du kan således vælge at blive på sitet og følge med. Alternativ kan du få en e-mail når slutdestinationen er nået.
Udover, at det er et sjovt og alternativt involverende påfund, så er der også en dybere mening bag. Kampagnen skal således skabe opmærksomhed omkring det faktum, at cirka 40 % af verdens befolkning ikke har adgang til ordentlige sanitære forhold.
Du kan selv prøve at skylde ud og se, hvordan en magisk rejse begynder. Eneste minus er, at du skal sidde på tønden i andre lande end Danmark. Se mere her
(via Good)
